Kunstner: JESPER JUST (DK)
(1974) Bor og arbejder i New York / Lives and works in New York


På Blågårds Plads i København danser en midaldrende mand rundt til tonerne af en jazz-melodi. Manden bevæger sig frit og uhæmmet, opslugt af sin egen dans og tilsyneladende uberørt af de nysgerrige børn, der
kigger på og den unge mand på bænken, som grædende iagttager ham. Jesper Justs videoværk No Man Is
an Island peger på forholdet mellem ensomhed og fællesskab og udforsker – som mange af hans værker –
sociale konventioner og maskuline kønsroller.
Justs filmiske fortælling er både kompleks og dobbelttydig; hvorfor græder den unge mand – er det af glæde
eller sorg? Kender de to hovedpersoner hinanden – er de far og søn, mester og lærling eller måske elskere?
Den korte varighed til trods fremstiller værket en fortættet begivenhed af stærke følelser, som de to hovedpersoner lader flyde frit i det offentlige rum. Selv i dag er et sådant udtryk for følelser på en offentlig plads en tabuiseret handling, ikke mindst når der er tale om to mænd i deres følelsers vold.
Værkets lydside og den melodi, som den ældre mand danser til, hedder La Piu Bella del Mondo, der betyder
’den smukkeste i verden’, og den er givetvis oprindeligt henvendt til en kvinde. No Man Is an Island overskrider imidlertid de stereotype kønsroller og lader en dansende midaldrende mand være det begærede objekt og genstand for kameraets fokus.
Justs værk anslår en emotionel streng i denne udstilling og gør opmærksom på de sociale mønstre og kønsbestemte koder, som styrer vores færden og ageren i det offentlige rum. Vi er ikke isolerede individer, men involverede i hinanden gennem følelser, ritualer og handlinger.

http://www.jesperjust.com